Hvad gør Swim Team Taastrup midt i en corona-tid?

2020-03-29

Danmark er lukket ned, og vi skal alle sammen prøve så vidt muligt at isolere os selv hjemme i stuerne for at undgå smittespredning. Det samme gælder vores svømmere i Swim Team Taastrup (STT).

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at svømmernes, trænernes og andre frivilliges tanker i STT har kørt op og ned som en rutschebanetur i Tivoli. Den ene dag kan man glæde sig over, at det forhåbentligt bliver en kortvarig periode, men i det næste øjeblik kan man gå og bekymre sig over om det kommer til at vare flere måneder. Netop derfor er det rigtig vigtigt, at man som konkurrencesvømmer holder sig i gang og finder ud af hvad planen så skal være.

En af STT’s helt store håb, som denne periode går udover, er Daniel Skaaning, der var med til OL i 2012. Det har ikke været nogen hemmelighed, at Daniels helt store mål i 2020 har været at kvalificere sig til OL i Tokyo til sommer. Som resultat af COVID-19, så har man valgt at udskyde OL med mindst et år. Her fortæller Daniel, at ”…det uden tvivl er den rigtige beslutning at udsætte OL på trods af, at jeg mere end noget andet så mig selv stå i Tokyo til sommer. Planen lige pt. er at holde mig fit, og så rådgiver jeg mig med folk tættest på mig omkring mit videre forløb.”

Men en periode uden vandtræning skal ikke stoppe Daniel for at træne. Han fortæller, at ”…jeg løber en masse ture, og så står den på hjemmetræning i stuen og styrketræning i TRX i mine forældres garage. Det handler om at være kreativ.”
Man skulle tro, at man hurtigt kunne komme i ferie-mode i sådan en tid, hvor man kun er hjemme, og til det har Daniel Skaaning et godt råd: ”Svømning har altid holdt struktur på min hverdag, så det gælder om at gøre det samme. Planlæg din dag og uge og vær disciplineret. Det er nemt bare at sætte sig i sofaen og falde hen. Så hold dig aktiv!”

En der også har vist stort potentiale i svømning er Schastine Tabor. Schastine blev netop for nyligt udtaget til EM Junior på langbane (50m), som skulle have været afholdt i juli-måned. Det er dog blevet udskudt til august, og derfor har Schastine stadig arbejdshandskerne på. Hun fortæller, at ”…jeg ikke er helt sikker på hvad planen er endnu. Jeg tager tingene, som de kommer, og så sørger jeg for stadig at træne hårdt hen imod EM. Lige pt. der løber og cykler jeg forskellige ruter. Derudover laver jeg et styrketræningsprogram, som vores træner, Sune, har sendt til os, hvor jeg b.la. får brugt min fars vægte.”

Schastine har heller ikke tænkt sig at flade hen på sofaen og til det har hun et godt råd:

”Jeg synes, at man skal holde hovedet koldt og få det bedste ud af den her situation. Husk at få trænet og få hygget med familien.”

Men hvad laver svømmerne i STT’s konkurrenceafdeling så? Benjamin Stryhn Tollundgaard, ansvarlig træner på vores førstehold, fortæller:

”Vi er i en periode, som vi slet ikke er vant til. Vi overholder myndighedernes anvisninger meget stramt, og derfor har vi intet træning sammen som et hold. Jeg har brugt mange timer på at finde ud af, hvordan vi kan sikre os, at svømmerne får de bedste forudsætninger for at komme stærkt tilbage, når vi kommer i vandet igen. Derfor sender jeg hver eneste dag et program ud til svømmerne via mail, som de skal følge til punkt og prikke. Selvom det kan lyde spøjst, så ser jeg faktisk en masse muligheder i den her periode. Det er b.la. nu, at mine svømmere har masser af tid til at forbedre deres svagheder. Måske skal de blive lidt mere smidig eller styrke deres core. Det er meget individuelt, men det er nu, at de kan arbejde på det.
Derudover så holder jeg tit kontakten til svømmerne. Nogle gange er det med holdmøder, individuelle møder eller målsætningssamtaler og ellers er det over vores SnapChat-gruppe. Jeg ser frem til at dufte klorvandet igen og se svømmerne, men lige nu er det på afstand og det skal vi nok komme igennem sammen. På K1 bliver vi stadig bedre svømmere, og vi er fortsat sociale over computer-gaming, zoom og snapchat.”

Jeppe Abildgaard, der er træner på vores anden-hold, fortæller:

”Jeg har ligeledes holdt et fællesmøde sammen med alle K2-svømmerne. Man kan høre på dem, at de keder sig forholdsvist meget, når nu de ikke har samme struktur i hverdagen med skole og svømning. Vores piger på holdet snakker sammen næsten dagligt over FaceTime på mobilen, så på den måde bliver det sociale vedligeholdt. Jeg har snakket med dem om, at det ville være en god idé at holde sig i gang. Derfor er svømmerne gode til at holde sin træning hvad end det er via løb, mountainbike, landtræning, fodbold eller gåture. Det har de været rigtig gode til, men der er ingen tvivl om, at svømmerne savner hinanden og vandtræningen.”

Lars, der er træner på vores T-Stjerne-hold, fortæller:

”På T-Stjerne får vi også stadigvæk trænet igennem. Vi har daglige WOD’s (Workout Of the Day), hvor svømmerne på skift vælger 6 øvelser ud, som hver skal udføres i 30 sekunder, så vi får en samlet arbejdstid på 3min. Der skal laves 5 runder i alt. Svømmerne melder ind på hinandens WOD’s, og på den måde søger vi at holde fast i sammenholdet – sammen på afstand – og holde lidt fysik ved lige.”

Der er ingen tvivl om, at alle vores ansatte og svømmerne glæder sig til at komme tilbage på kanten og se hinanden igen, men lige nu er det på afstand, og vi prøver så vidt muligt i STT at få det bedste ud af situationen. Pas på hinanden derude.