Nogle gange kan det godt være lidt forvirrende at skulle omregne fra kortbane-tider (25m) til langbane-tider (50m) eller for den sags skyld omvendt. Derfor har vi lavet nedenstående skema, der fortæller, hvad man skal lægge til eller trække fra sin tid for at få omregnet sin tid til kortbane eller langbane. Men lad os lige prøve at forklare hvordan det foregår.
Omregning mellem kortbanetider (25m) og langbanetider (50m) foregår ved at benytte konstanterne i nedenstående skema.
Der kan regnes fra kortbanetider til langbanetider ved at lægge konstanten til en opnået tid på kortbane og på samme måde kan der omregnes fra langbanetider til kortbanetider ved at trække konstanten fra en opnået tid på langbane. Lad os prøve at tage et eksempel:
Lad os sige at Michael Phelps går 1.02,1/min. på 100m Brystsvømning på langbane. Michael Phelps vil nu gerne finde ud af hvad hans tid så er omregnet til kortbane. Ifølge skemaet skal han trække 00.02,1/sek. fra hans tid. Det betyder, at Michael Phelps nu går 1.00/min. på 100m Brystsvømning på kortbane.
Det vil altså sige, at man sagtens kan tage kravtider til mesterskaber på kortbane, hvis man laver sine tider til et langbane-stævne eller tage kravtider til mesterskaber på langbane, hvis man laver sine tider til et kortbane-stævne. Man skal bare bruge nedenstående konstanter.
DAMER | HERRER | |
50 Fri | 00.00,80 | 00.00,90 |
100 Fri | 00.01,50 | 00.01,70 |
200 Fri | 00.02,90 | 00.03,20 |
400 Fri | 00.05,50 | 00.06,10 |
800 Fri | 00.11,10 | 00.12,00 |
1500 Fri | 00.20,60 | 00.22,50 |
50 Ryg | 00.00,70 | 00.00,80 |
100 Ryg | 00.01,30 | 00.01,40 |
200 Ryg | 00.02,50 | 00.02,70 |
50 Bryst | 00.01,00 | 00.01,10 |
100 Bryst | 00.01,80 | 00.02,10 |
200 Bryst | 00.03,60 | 00.04,00 |
50 Butterfly | 00.00,70 | 00.00,80 |
100 Butterfly | 00.01,30 | 00.01,40 |
200 Butterfly | 00.02,40 | 00.02,70 |
200 IM | 00.02,90 | 00.03,30 |
400 IM | 00.06,00 | 00.06,80 |
De ovenstående konstanter skal læses som MM:SS:MS (Minutter:Sekunder:Milisekunder).
Omregning af tider i holdkapper sker ved at lægge de individuelle omretningskonstanter sammen for de discipliner, der svømmes i den pågældende holdkap.