Spansk stævnepræsident hædrer STT’s alderspræsident

Mallorca Open er en af Europas store og populære internationale mastersstævner, hvor svømmere fra hele Europa deltager. Fra Danmark deltog Winnie Grønbech fra Hovedstadens Svømmeklub og Elsemarie Hjortkjær fra Swim Team Taastrup, STT.

Det attraktive ved Mallorca Open er, at stævnet er meget veltilrettelagt med gode faciliteter og der er en hyggelig atmosfære. Rejsetiden er nede på under 3 timer, da man flyver direkte fra mange af Europas storbyerne til Palma, hvor svømmestadion, Son Hugo, ligger. Stævnebassinet, som er 25 meter, er lagt i en fantastisk kullise, hvor hallen er prydet med flag fra alle deltagernationaliteter. Der er masser af tilskuerpladser, som er fyldt op med glade masters, hvilket giver en herlig stemning.

Elsemarie er 82 år og den ældste aktive Swim Team Taastrup-svømmer, der holder formen oppe ved at svømme flere kilometer om ugen, og hun går langt over 10.000 skridt hver dag med den nyeste teknologi om håndleddet. Elsemarie er vokset op på Amager ved Helgoland og har altid været glad for at svømme. Som barn har hun taget alle mulige svømmeprøver, der var, men har egentligt aldrig gået op i konkurrencesvømning. Da Elsemarie var 54 år og hendes søn elitesvømmer, kom han hjem en dag og sagde, ”at der var startet noget konkurrencesvømning for voksne i TIK (Nu STT)”. Det gjorde, at Elsemaries svømmekarriere, tog en drejning.    Hun blev mere og mere engageret i svømningen, men også i forbundsarbejdet for masters, hvor hun både har stået for tilmeldinger til de internationale mesterskaber og svømmet samtidigt. Elsemarie har hængt på lige siden og her senest til DOM-K 2016 været med til at slå en dansk mastersrekord i 4x50 meter medley.

Elsemarie er blevet bidt af at rejse ud i verden for møde andre ligesindede, fordi som hun siger, ”mine svømmekammerater i min alder, er der ikke mere, og der er ikke så meget ved at vinde uden aldersmæssig konkurrence”. Winnie som er noget yngre, 63 år, og tidligere OL-svømmere er en god og berejst svømmeveninde - Og pludselig som de begge står midt i foyeren i Son Hugo til Mallorca Open, bliver Elsemarie bedt om at stille sig op ved et reklameafsnit for Mallorca Open. Her er både en kameramand og officielle personer stillet op. Elsemarie troede et kort øjeblik, at det var Winnie, der skulle præsenteres. Men så dukkede Señor Estseban Cruz, Presidente de Esports Masters op og Elsemarie blev hædret med kindkys, fotos og en gave for at være den ældste masterssvømmer til Mallorca Open 2016. Den havde Elsemarie ikke forventet komme, og måtte lige synke et par gange i bar beærelse. Men ikke nok med det, så havde Elsemarie mange aldersmæssige konkurrenter i svømmebassinet, hvor hun kæmpede sig fint frem i disciplinerne 50 meter brystsvømning og 50 meter rygsvømning. Elsemarie kom hjem med to flotte sølvmedaljer. STT-Masters træner nu dedikeret frem mod EM for masters i London, som er i slutningen af maj, hvor der sendes en klubdelegation afsted på 9 svømmere.